Et opgør med et par myter...og lidt reklame for hanhunde generelt

Rigtig mange, der ønsker at blive skrevet op til en hvalp fra vores kuld, foretrækker en tæve frem for en hanhund. Og hvad skyldes så det? Ja, det er der selvfølgelig mange forskellige årsager til, men de fleste er af den opfattelse, at tæverne er nemmere at opdrage end hannerne - og at de er mindre dominerende. Vores hundeerfaringer siger bare, at det ikke er sandt! Hanhunde og tæver kræver samme mængde opdragelse – og begge køn er både meget lærenemme og lærevillige. 

Vores Goldens har haft vidt forskellige personligheder. Finurlige tilbøjeligheder og underlige karaktertræk. De er trådt ind i familien og har hver især fundet deres plads sammen med menneskene. Og den plads er oftest helt tæt på os i/ved sofaen, under spisebordet (hvis nogen skulle tabe noget) eller måske endda i soveværelset, hvis man kunne snige sig med derind.

 

Bailey var vores første Golden Retriever. Han var en fuldstændig fantastisk hund, god som dagen var lang og loyal, kærlig og fjollet på den gode måde. Hvis hunde kan have glimt i øjet, så havde Bailey det. Tog tingene med ophøjet ro og var altid tæt på os.

Wilma var vores første tæve. Hun var en kæmpe personlighed, som havde en helt speciel - og en smule insisterende - måde at gennemtrumfe sin vilje. Selv om hun og Bailey var meget forskellige af sind, var de tæt knyttet til hinanden. Som Bailey var Wilma en meget kærlig og trofast hund.

Vores nuværende tæver - Maggie og Ellie - er også meget forskellige - både fra hinanden og vores tidligere hunde. Vi har beskrevet Maggie og Ellie lidt nærmere i afsnittet ”vores hunde”.

Så vores erfaring er nok nærmere, at det er svært at konkludere noget generelt omkring kønnene. Vi tror mere nøgleordet er forskellighed. Hos Golden retrievers som hos mennesker. Tæver er måske generelt lidt mere egenrådige og en smule stædige – og så kommer de i løbetid. Det har vi dog ikke oplevet som et stort problem. At hanhunde strejfer kan vi heller ikke nikke genkendende til – vores tæver har været mindst lige så ”udadstræbende” som vores han.

Nogle hunde kan lide at bide i ting, andre gør det ikke. Det er ikke kønsbestemt. At tæver er rolige og hanhunde mere flyvske - kan vi heller ikke umiddelbart genkende baseret på vores erfaringer. Til gengæld kan begge køn helt sikkert, hvis de får lov, løbe om hjørner med dig og udvikle en særdeles selektiv hørelse.

Mange er tilbøjelige til at vælge en tæve, fordi de ved for lidt om hanner, og måske forestiller sig noget, der ikke passer med virkeligheden. Og det er en skam.

Men én ting er sikkert: Golden retrievers er en skøn, sjov, kærlig og helt fantastisk race - uanset køn 🙂